Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for februar 2015

IMG_4412

En passende aftale af Fay Weldon, (org. Habits of the House), Kærlighed og Arv-trilogien #1, udgivet i 2012 af Lindhardt og Ringhof, 326 sider – som lydbog 11 t., og 6. min. oplæst af Liselotte Krogager

Året 1899 er ved at rinde ud, vi følger familien på Belgrave Square 17, Lord og Lady Dilberne, deres datter Rosina og sønnen, Arthur. De bor stadig i London, selvom selskabssæsonen er slut, og en dag i slutningen af oktober ringer det på døren med en kedelig meddelelse. Familiens investering i en mine i Afrika er tabt. Der skal skaffes penge til at opretholde standarden, de dyre vaner og godset Dilbourne Court. Så hvordan findes den perfekte hustru til den unge søn og arving til titlen. Lady Dilberne sætter sin tjenstepige, Grace, til at udfærdige en liste over passende unge kvinder med pengepungen i orden.

Jeg startede med at høre bogen som lydbog, men udløbsdatoen nærmede sig med hastige skridt inden jeg nåede helt i mål, og derfor nappede jeg bogen med hjem, da jeg faldt over den på biblioteket. Jeg manglede omkring en time, men fik læst det sidste af bogen på kort tid.

TV-serien Downton Abbey er jeg helt vild med, og mit håb var derfor også, at noget af den magi, der kendetegner serien, var at finde i den her bog. Det var primært forsidebilledet og tiden, der lokkede mig på disse tanker. Der var desværre ikke megen lighed. Jeg fandt mest af alt En passende aftale for en kedsommelig affære.

 

Reklamer

Read Full Post »

“How do you like this view of ours, Mr Emerson?”
“I never notice much difference in views.”
“What do you mean?”
“Because they are all alike. Because all that matters in them is distance and air.”

IMG_4287

IMG_4284

A Room with a View af E. M. Forster, udgivet første gang i 1908, denne udgave i 2000 af Penguin Classics, 206 sider, min bogreol

Lucy Honeychurch er i Firenze med sin kusine, og chaperone, Charlotte. På pensionatet hvor de bor, gør de flere interessante bekendtskaber, blandt andre Mr Emerson og hans søn. I bogens anden del er Lucy igen hjemme i England hos sin moder og broder, og hun bliver forlovet. Bogen er en helt klassisk kærlighedshistorie, men den er også så meget mere end det. Det er en dannelsesrejse for den unge Lucy, der finder sig selv og sin plads i samfundet med bestemte normer for hvordan kvinder bør opfører sig.

I min version af bogen er der en introduktion, som jeg læste til slut, og heri beskrives hvordan Forster mestrer “den lette” tone. Der er noter, som er ganske gode med oplysninger om bl.a. seværdighederne i Firenze og information om de græske myter og guder, der henvises til.

Forster skrev i sin tid den første del af bogen, Firenze-delen, som noget af det første, hvorefter han lagde manuskriptet væk. År senere skriver han bogens anden del, som også er den jeg bedst kan lide. Jeg synes, man fornemmer, den udvikling Forster har undergået – og det afspejler sig på sin vis også i Lucys karakter.

Jeg har for nogle år siden læst Howard’s End, og jeg synes, det gør sig gældende med både den og A Room with a View, at handlingen egentlig er lidt stillestående, der sker ikke så meget. Det gør der naturligvis, og det er ikke negativt, når jeg udtrykker mig sådan. Forster får meget ud af sine ikke så store armbevægelser, men med sine små finurlige påhit og små tvist. Han er i øvrigt sjov, jeg var helt vild med en badescene i skoven fra A Room with a View, som beskrives utroligt komisk.

Jeg har diskuteret bogen med min læseklub, og en af de andre havde et appendiks  med titlen “A Room without a View” som fortæller om hvordan det siden er gået Lucy og hendes mand. Forster har forfattet det i 1958, og det kan findes med hjælp fra google, så man kan læse det selvom man ikke har en bog, der indeholder fortsættelsen.

IMG_4283

Forster skulle eftersigende selv være mest begejstret for sin roman A Passage to India fra 1924, mon nogen har læst den? Jeg skal have kigget nærmere på den ved lejlighed.

Read Full Post »

“Den myldrende trafik er forsvundet. Og vi er nu med sikkerhed i Øst. Vi er trådt fyrre år tilbage i tiden. Jeg kan se bagsiden af Rigsdagsbygningen og et miskmask af grå, krakelerede bygninger, nogen uden vinduesruder som et kranie. Det er som en kulisse til en film noir.”

IMG_4374

 

Muren er faldet. Og jeg sidder fast af Holly-Jane Rahlens. Org. titel “Mauerblümchen” i 2009, denne udgave 2010 på Høst & Søn. 138 sider. Lånt på biblioteket.

Det her er en utrolig fin og rørende lille historie. En spirende kærlighedshistorie, men også en kontrastfyldt rejse ind i Øst Berlin to uger efter murens fald. Jeg synes, opbygningen af historien er rigtig velvalgt, den foregår under en lille U- og S-bahn rejse fra Vest til Øst. Molly er på vej ind i Øst for at finde sin mors fødehjem inden hun rejser tilbage til New York. På turen skildres kontrasterne mellem Vest og Øst, Mollys historie og mødte mellem Molly og drengen Mick.

Jeg nød historien og tøver ikke med at anbefale bogen – den er fin! Jeg synes, den gav et rigtig godt indblik i tiden lige efter murens fald – hvordan alle er tøvende over for forandringen og ikke ved, hvad de skal forvente. Muren har stået der i så mange år, og der er stadig murer, der skal nedbrydes – såvel mentalt som bogstaveligt. Jeg har ikke før læst bøger, der handlede om tiden umiddelbart efter murens fald – mon I kender til andre, der kan anbefales? Og gæt lige – jeg fik sådan lyst til at tage til Berlin igen.

IMG_4380

Read Full Post »

Min bogreol #12

IMG_3139

Den vidunderlige kærligheds historie af Carl-Johan Vallgren
Faktisk en ganske interessant og anderledes kærlighedshistorie. Jeg købte bogen på bogudsalg for mange år siden.

Nynnes dagbog af Lind/Thorsen/Vestergaard

Dinas Bog af Herbjørg Wassmo

Det syvende møde af Herbjørg Wassmo

Gensyn med Brideshead af Evelyn Waugh

Henry VIII: King & Court af Alison Weir
Efter jeg havde svælget i lækre mænd(!), magt, intriger og sex i DR2’s The Tudors, var jeg slet ikke færdig med Tudor’ne og derfor købte jeg mig en ordentlig stak af Alison Weirs bøger. For at blive klogere, på den lidt mere seriøse måde – måske var serien lidt poleret – come on, de ser jo alle sammen så godt ud i virkeligheden, men altså det har jo også sin charme. Tøhø. Jeg gik død i Elizabeth the Queen og har heller ikke læst The Lady in the Tower – men det var nok mest fordi det alligevel blev lidt for intenst med så meget viden om perioden og dens personer. Når det er sagt, så er det bestemt nogle gode bøger – de støtter sig op af kildemateriale og er så historiskkorrekte som muligt – men ikke på den der lidt “kildekedeligemåde”.

The Six Wives og Henry VIII af Alison Weir

Children og England af Alison Weir

Elizabeth the Queen af Alison Weir

The Lady in the Tower The fall of Anne Boleyn af Alison Weir


Djævlen går i Prada af Lauren Weisberger
Jeg kunne ikke modstå denne bog, da jeg fandt den  til ti kroner. Mon den er god? Jeg var ikke super fan af filmen, men alle bogelskere ved jo, at bøgerne bag som oftes er langt bedre.

Baader Meinhof af Peter Wivel
Virkelig interessant bog om terroristerne i Baader Meinhof-gruppen.

Fremkaldt af Susse Wold

Mellem akterne af Virginia Woolf
Ok, hjælp mig lige her. Jeg har endnu ikke læst noget af Virginia Woolf. Mellem akterne er købt på bogudsalg, lidt impulsivt. Det er To the Lighthouse sådan set også, men titlen kendte jeg dog trods alt som en Woolf-bog. Hvor skal man starte sit bekendtskab med Woolf? Har forsøgt (lidt) med To the Lighthouse, men det er ikke sikkert, det er det bedste sted at starte – jeg er sikker på, den er god, men også lidt tung at danse med. Hvilken Virginia Woolf bog vil I anbefale mig at starte med og hvorfor?

To the Lighthouse af Virginia Woolf

The Day of the Triffids af John Wyndham
Min kærestes bog.

Syv Qvinder af Pernille Aalund

Colorado Drømme og Kamæleonen af Jane Aamund
Så kommer hele Jane Aamund-samlingen! Fornyligt læste jeg hendes nye roman, Naboens Søn, som desværre skuffede mig en del. Jeg tror min konklusion angående Aamund må gå på, at jeg elsker hendes selvbiografiske familieskildringer. Her tænker jeg primært på Klinkevals trilogien og Vesten for måne samt Udlængsel (de to sidstnævnte er også samlet som Lemvigkrøniken). Her formår Aamund virkelig at fortælle og handlingen er spændende. Jeg synes knap, hun kan gøre det så levende og farverigt i de fiktive romaner – selvom De grønne skove og Smeltediglen (om udvandringen til Argentina) også er ganske gode.

Den grønne port af Jane Aamund

Klinkevals trilogien af Jane Aamund

Vesten for måne af Jane Aamund

Udlængsel af Jane Aamund

De grønne skove af Jane Aamund

Smeltediglen af Jane Aamund

1001 bøger du skal læse før du dør

_________________________________________________________________________________________

Se mit forrige indlæg lige her.

Read Full Post »

“Men almindelige mennesker er ikke som os! Almindelige mennesker er i deres følelsers vold! Almindelige mennesker er drevet af lyst og tilbøjeligheder, disse værdier vil blomstre. Og de er farlige, de er forførende, de er kortsynede og overfladiske, de fører til dovenskab, slaphed og misundelse! Det er ikke nødvendigt at sige, at de ikke må vinde indpas i familien Bruchfontaine!”

IMG_4370

Familien Bruchfontaine af Keld Conradsen, udgivet i 2014 på forlaget Modtryk, 344 sider, lånt på biblioteket

Otto Bruchfontaine er tysker, har kæmpet i den tyskehær i Afrika.  Da 1. verdenskrig slutter, og han som krigsfange skal oplyse sin herkomst, fortæller han, at han stammer fra Egernsund – der netop igen er blevet dansk efter Genforeningen. I Afrika har Otto fået næse for forretning, og i Egernsund beslutter han, at han vil starte sin egen. Han gifter sig med teglværksejerens datter, Dagmar, og sammen starter de et forretningsimperium og  et familieimperium ligeså.

Der er lagt op til en helt skøn familiekrønike, hvor flere generationers liv udfolder sig – og selvom jeg egentlig meget godt kan lide bogen, så synes jeg desværre også, at Conradsen falder lidt igennem. I bøger som Guillous serie om Det Store Århundrede og Folletts Centry-trilogi blev fortællingens personer levende for mig, det gør de ikke på samme måde her. Måske er det ikke fair at sammenligne store, tykke bøger og lange serier med en familiekrønike på knap 350 sider – på den anden side vil Conradsen ligeså meget og jeg synes langt hen ad vejen, der er et rigtig godt potientiale for en interessant bog. Manglerne i min optik er, som nævnt, at personerne ikke bliver levende – jeg tror ikke helt på dem, en del af handlingen går enormt hurtigt, og der skøjtes henover det – så vi kan nå til “den egentlige hovedperson”, Valdemar, der er tredjegeneration af Bruchfontaine. Med Valdemar lykkedes det i glimt at skabe en “rigtig” person, men der er også noget forceret og utroværdigt over hans person. Derudover fandt jeg nogle af handlingerne i bogen besynderlige – og nogle af personernes handlemønster og tankegang koldt – men det sidste er måske bare mig, for der findes (sikkert) mennesker, der sætter deres forretning og den “samlede” familie højere end det enkelte familiemedlem. Særligt besynderlig og egentlig temmelig utroværdig finder jeg slutningen, jeg kan naturligvis ikke sige præcis hvorfor, så røber jeg jo det hele – men jeg kan bare ikke forestille mig, det vil være en naturlig reaktion.

Hvorom alting er, så er der potientiale for en rigtig, god familiekrønike, som jeg tror kunne være fortalt bedre på flere sider – der bliver skøjtet henover mange episoder, der er mange personer, og det er ikke muligt at komme nok ind under huden på dem, på det relativt korte sideantal. Selvom slutningen ikke falder i min smag, kan jeg godt se, at Conradsen binder en form for sløjfe om fortællingen – jeg synes blot ikke, det er troværdigt. Jeg tror dog virkelig, jeg ville kunne være blevet blæst helt væk, hvis bare handlingen og personerne havde haft flere sider at udfolde sig på – så tror jeg godt, jeg kunne se bort fra små irriterende momenter som spørgsmål ala “Hvad følte Otte ved Y’s xxx?” “Vidste han det selv?” “Følte han andet end…. (bla bla)?” “Hvad lavede Y på gaden kl ti om aftenen?” “Hvorfor havde… (bla bla)?” (Ja, altså, jeg har skrevet lidt om i spørgsmålene, der står hverken Y, xxx eller bla bla i bogen – men jeg vil ikke røbe noget, vel!) – og de nævnte spørgsmål kommer ud i en køre i et afsnit og det er bare irriterende.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige, jeg ikke kan lide bogen – det ville langt fra være sandt. Jeg kan se dens mangler, jeg kan se dens potientiale og jeg kan ærger mig over, potientialet ikke bliver grebet og omsat til en helt forrygende familiekrønike.

FullSizeRender

FullSizeRender 2

Read Full Post »

IMG_3138

Det er lidt tid siden, jeg sidst har vist min reol frem, men vi skal hele vejen igen!

Precious af Sapphire

Det forsømte forår af Hans Scherfig

Femten fortællinger fra det gamle Danmark af Benito Scocozza

Den kulturradikale udfordring af bl.a. Thøger Seidenfaden

Boghandleren i Kabul af Åsne Seierstad
Jeg var egentlig lidt skuffet, da jeg, for efterhånden en del år siden, læste denne bog. Jeg havde forventet mere. Jeg kunne alligevel godt tænke mig at læse Seierstads Englen i Groznyj – er der nogen, der har læst den?

Frankenstein af Mary Shelley
Min kærestes bog

Champagnepigen af Leonora Christina Skov

Just Kids af Patti Smith
Det her er en fantastisk bog. Den er smuk, den er poetisk. Det er en must read. Jeg købte den i Barnes & Nobles på 5th Avenue i New York, og begyndte at læse den, mens jeg var i byen. Det går næsten op i en højere enhed at læse netop den bog i New York.

Storm Glass af Maria V. Snyder
Min kærestes bog

Sidste søndag i oktober af Jan Sonnergaard
Vi læste enormt meget Sonnergaard, da jeg gik i gymnasiet. Faktisk havde vi også besøg af ham på et tidspunkt, ret interessant, så vidt jeg husker (…det er mange år siden!).

Skæbnegalleriet af Helle Stangerup
Er der nogen, der har læst den her mon? Henrik den 8.s tid, synsvinklen er en kunstmalers.

Dracula af Bram Stoker
Jeg har købt denne til min kæreste.

IMG_3165

Drømmere af Anne Strandvad
Trilogien af Anne Strandvad har jeg læst et utal af gange, og jeg har lyst til at genlæse dem snarest. Det er nogle helt vildt skønne bøger, om to søstre, der vokser op i 60’erne – det at blive voksen, kærlighed, forelskelse, at finde sig selv. Hun skriver virkelig dejligt, Anne Strandvad.

Søstre af Anne Strandvad

Riddere af Anne Strandvad

Midt i en Jazztid af Knud Sønderby
Jeg kæmpede lidt med denne her bog, selvom den er tynd, skulle jeg tvinge mig selv til at læse lidt i den hver dag.

De hundrede hemmelige sanser af Amy Tan

– det sku’ nødig hedde sig af Lotte Tarp

Den lille ven af Donna Tartt

The Goldfinch af Donna Tartt
Læs min anmeldelse af bogen her.

Elegance af Kathleen Tessaro

Min bedstefars historie redigeret af Liv Thomsen
Rigtig interessante små historier fortalt af kendte bedstefædre.

At elske Charlotte af Thorstein Thomsen

Bonsai af Kirsten Thorup

Førkrigstid af Kirsten Thorup

Brooklyn af Colm Tóibín
En rigtig fin historie om en ung pige der rejser til New York, og prøver at få en tilværelse op at stå. En langsom, og enkel – men ikke destomindre meget dejlig bog.

Silmarillion af J. R. R. Tolkien
Min kærestes bog.

Hobbitten af J. R. R. Tolkien
Min kærestes bog – jeg har læst den.

Ringenes Herre 1, 2 og 3 af J. R. R. Tolkien
Min kærestes bøger. Jeg har læst dem på hans opfordring. Især 1’eren synes jeg, var ret uhyggelig – det var ikke ideelt som godnatlæsning for mig (I know, jeg er en kylling). Jeg var ikke viderefristet til at læse dem – for første gang, jeg så filmen (1’eren) i biografen var jeg helt lost – jeg kunne ikke hitte redde på personerne. Det gik dog nemmere i bøgerne – og nu kan jeg så sige, jeg har læst dem, men så vild var jeg heller ikke med dem, men de var da fine nok.

Første Indtryk Franske fornægtelser og andre fristelser af Lotte Trolle
Jeg har gået i både dagpleje og gymnasiet med forfatterens datter, så da jeg på et tidspunkt faldt over bogen til et bogudsalg, så skulle den med hjem på hylden. Jeg har også læst den – og synes faktisk den er rigtig fin. Jeg kan godt lide, at den er delt op i to dele – og man får den samme historie fortalt fra to vinkler. Jeg var mest begejstret for anden delen.

Frøken Ingenting af Tomek Tryzna

Congo – formoder jeg Fortællinger fra Drømmeland af Peter Tygesen

______________________________________________________________________________________

Se det forrige indlæg om min bogreol her.

Read Full Post »

Så har der igen samlet sig en lille stak bøger, jeg kan vise frem.

IMG_4334

Sidste år var jeg så heldig at vinde en fin bog hos Irene. Som en tikken under huden af Camilla Wandahl. Med signering. Til mig! Det er min første signerede bog, men jeg regner ikke med, det er den sidste. Bogen har jeg endnu ikke fået læst, men jeg glæder mig rigtig meget til at stifte bekendtskab med Camilla Wandahl.

IMG_3920

Stine omtalte Alice Munro så rosende, at jeg besluttede, nu måtte jeg også snart stifte bekendtskab med hendes forfatterskab – og for nogle af mine julegavegodter har jeg anskaffet mig nedenstående. Det er en novellesamling, og det er egentlig ikke fordi, jeg er pjattet med noveller, men jeg glæder mig nu alligevel til at læse den.

IMG_4336

Anne Nikoline viste den anden dag sine smukke, nye bøger frem – hendes stak indeholdte blandt anden Charles Dickens og Thomas Hardy. Jeg har for år tilbage læst Dickens “Store Forventninger”, som er en helt fantastisk bog. Den var lidt svær at få hul på, men da det først lykkedes, vendte siderne sig selv. Dickens romaner er rigtig tykke, og det kan godt virke lidt afskrækkende, og da jeg spurgte Anne Nikoline, hvilke Dickens bøger, hun ville anbefale at fortsætte bekendtskabet med, nævnte hun Hard Times og Oliver Twist. Kun den ene af de nævnte stod på boghandlerens hylde i dag, og derfor snuppede jeg Hard Times med hjem. Hun omtalte også Thomas Hardy’s The Mayor of Casterbridge på en sådan måde, at jeg øjeblikkeligt fik lyst til at læse den – den havde de imidlertid ikke, men jeg ville ikke gå igen uden en Hardy-bog, så Wessex Tales kom i posen. Jeg håber, den er god!

IMG_4337

Der er typisk tilbud på tre Wordsworth Classics for 100 kr. (en koster 50 kr.), så Fanny Hill, som jeg gerne vil læse, kom også med hjem. Jeg har læst Erica Jongs version af Clelands klassiker, men har længe gerne villet læse den originale. Nu står den på min hylde, så skal jeg bare finde tid til den.

IMG_4338

Sidste år læste jeg en rosende omtale af John Williams Butcher’s Crossing (han er forfatteren til Stoner) hos K’s bognoter. Lige siden har jeg haft den i tankerne som en must read – og nu er der ikke længere nogen undskyldning for at gå i gang.

IMG_4339

Bøgerne om Tora er vidst nok mine favorit Wassmo-bøger (tror jeg!), jeg har tidligere ejet 1’eren og 2’eren i en udgave, hvor det ikke er lykkedes mig at finde 3’eren – så min indre bogelsker var ikke tilfreds, men nu har jeg en samlet udgave, og det glæder mit boghjerte umådeligt.

IMG_4340

Min “bogpusher”, Malene, er altid så sød til at give bøger videre og denne her faldt i min kurv. Uh, hvor jeg glæder mig til at læse den.

IMG_4341

Hvilke bogskatte har fundet vej til jeres reoler på det seneste?

Read Full Post »

Older Posts »

Sus' bogblog

Fantasy, Science Fiction, YA, Romance. Boganmeldelser, Cover Releases, Book Hauls, Kommende Udgivelser.

Book Snob

FOR DISCERNING READERS

Reader's Retrospect

"No two persons ever read the same book." - Edmund Wilson

nenaskov

Min kærlighed til bøger og så meget mere!

GOWNSANDROSES

- mest om bøger og lidt af hvert

Tanker om sproget

- mest om bøger og lidt af hvert

Windblown Pages

The world was hers for the reading

LaRaLiL

- mest om bøger og lidt af hvert

My:minMy

- mest om bøger og lidt af hvert

bare WUNDERBAR

- mest om bøger og lidt af hvert

Annes Køkken

- mest om bøger og lidt af hvert

Bøgernes Univers

- mest om bøger og lidt af hvert

Den lille bogblog

- mest om bøger og lidt af hvert

Paperback Castles

- mest om bøger og lidt af hvert

CookieCrumble

- mest om bøger og lidt af hvert

Anne au Chocolat

- mest om bøger og lidt af hvert