Det er ikke mere end præcis én måned siden, jeg udgav mit sidste nyt på reolen-indlæg. Der plejer at gå lang tid i mellem, men som I snart vil få at se, så er der faktisk kommet en fin lille bunke til på kort tid! Jeg har haft fødselsdag, og det har givet godt i bunken – som ser sådan her ud:
Der er nogle ret fine bøger i blandt, hvis jeg selv skal sige det.
I fødselsdagsgave fik jeg bl.a. Dublin af Edward Rutherfurd – jeg har læst både Paris, London og New York af samme forfatter, og Saurum står og venter på reolen. Jeg fik også den sidste bog i Fairyland-serien, The Girl Who Raced Fairyland All The Way Home af Catherynne M. Valente, jeg har alle bøgerne i serien nu, men har kun fået læst den første. Lola og naboens søn af Stephanie Perkins manglede i min samling, jeg har selvfølgelig allerede læst den.
Jeg har ikke læst The Hunger Games bøgerne af Suzanne Collins, men har set den første film (som jeg synes var uhyggelig – jep, jeg er en mega kylling). Jeg kunne dog ikke stå for dem, da Bookdepository havde dem til sølle 35 kr. pr. stk.
Til min fødselsdag fik jeg også et gavekort – og det blev straks formøblet på M Train af Patti Smith og Leaves of Grass af Walt Whitman. Jeg har store forventninger til Patti Smith, jeg absolut elskede hendes Just Kids (seriøst – læs den!). Whitman var vist det man kan kalde et impulskøb – men jeg tror, den vil gøre sig på natbord eller ved læselænestolen, så man lige kan bladre lidt og tanke op med smukke ord.
Jeg forudbestilte Harry Potter and the Cursed Child – jeg kunne ikke lade være. Jeg faldt pladask for coveret på The Muse af Jessie Burton, det er så smukt! Bogen skulle eftersigende også være god, jeg glæder mig til at læse den. Jeg har købt den for nogle penge, jeg fik i fødselsdagsgave, som jeg måtte shoppe bøger for. Jeg har stadig lidt til gode på den konto 🙂
Et lille liv af Hanya Yanagihara er den sidste bog af min flotte præmie fra Politikens Forlag, som jeg var så heldig at vinde på facebook. Glasklokken af Sylvia Plath er også en fødselsdagsgave. Jeg er helt vild med Gyldendals Skala-serie.
Der er nogle seriøst lækre is i Lykken er is, jeg har haft lånt bogen på biblioteket, men det dur jo ikke, at jeg ikke har opskrifterne lige ved hånden, når der skal laves is. Bogen er også en fødselsdagsgave. Bonjour Tristesse af Francoise Sagan er ligeledes fra Gyldendals Skala-serie – den er indbegrebet af skønhed. Formatet er mindre end sædvanligt, det ses måske ikke så tydeligt på billedet, men det overraskede mig, da jeg fik den i hånden i boghandlen. Bogen er købt for resten af et gavekort, som jeg fik i julegave (tror jeg, jeg har af ganske uvisse årsager glemt eksistensen af det. I know – hvordan kan det lade sig gøre?!).
De sidste bøger er sådan set ikke mine, men det er min skyld, de er havnet på matriklen – jeg har nemlig skrevet dem på min datters ønskeseddel. Jeg forestiller mig, at både hun og jeg bliver glade for den beslutning på sigt 😉
—
Jeg føler mig meget beriget af alle de skønne bøger, det har været en mere end sædvanlig, indbringende fødselsdag på den boglige front.
Har I læst nogle af mine nye boglige tilføjelser? Og skriver I også bøger på jeres ungers ønskesedler?
Wow, hvor er de udgaver af Hunger Games dog flotte. Åh jeg elsker glimmer og guld 😉 Jeg er spændt på hvad du synes om The Muse, den har jeg klikket i og ud af min indkøbskurv på Saxo mange gange 🙂
Jeg har ikke bemærket Gyldendals Skala-serie før, de er også virkelig flotte. Er alle bøgerne i den forlagsserie i mindre format?
The Muse er simpelthen så lækker i den hardback udgave, jeg har købt. Den har ligesom en “belægning” på smudsomslaget der føles mega eksklusiv 👏🏻😀
Der er udgivet tre bøger i Skala-serien so far, og jeg har så de to af dem. Det er kun Sagan-bogen, der har et mindre format. Plath-bogen er helt almindelig i størrelsen.
Sikke mange skønne bøger!
Jeg blev nødt til liiiige at bestille de flotte shiny Hunger Games bøger – godt nok ejer jeg dem allerede i en anden udgave, men den er slidt og kedelig sammenlignet med de der – og hvordan skal man kunne modstå bøger der glimter? 😀 Tak for tippet!
Haha – skønt du blev inspireret til bogkøb! Men til den pris, er det jo også svært ikke at slå til 😜🙈
Åh, jeg vil så gerne læse ‘Et lille liv’. Den virker så interessant!
Og ‘The Muse’ var også overalt i Skotland. Den er så smuk!
Nemlig, smuk smuk smuk! 🙂
Uha – jeg har også Sarum stående på hylden, som jeg glæder mig til at læse.
Glæd dig til The Hunger Games!
Jeg tror, jeg vil ønske mig ‘Dragen med de røde øjne’ i julegave 🙂
Mvh.
Den lille Bogblog
Er ret spændt på om The Hunger Games er noget for mig – det må tiden vise! 😉
Der er virkelig mange flotte bøger imellem! Jeg har selv samme udgave af Hunger games-trilogien, som altså er ret flot. Derudover har jeg ‘Glasklokken’ i engelsk udgave, men med samme cover. Det er en fantastisk flot bog, men var desværre ikke så begejstret for fortællingen…. Jeg har selv en Rutherfurd-bog stående, mener at det er London. Hvordan synes du at den var?
Jeg var slet ikke klar over, de var så shiny – det var ikke til at se på bookdepository, så det var lidt en overraskelse 😉
London husker jeg som god! Den og New York, Paris havde jeg det en anelse svært med, fordi han springer rundt i tiden (hvilket jeg finder unødvendigt). Hvis du er til Follett (hvilket jeg mener du er?), så kan du også li’ Rutherfurd.