Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘1970’erne’

“Hver gang Veronica tænker på sin fødsel, mærker hun en sød gysen – en dyb, bred og rummelig følelse af lykke. Den var så tæt – den oplevelse af at frigøre liv fra sit liv.”

 

Vinterbørn af Dea Trier Mørch, udgivet af Gyldendal 2016 (oprindeligt udgivet 1976), 292 sider, læst med læseklubben, min bogreol, 5/5 stjerner

Et tidsbillede fra 70’erne som på en gang ikke er så langt fra vores virkelighed og på den anden side, ikke kunne være mere fjern.

“Ved at se den lille stankelben – sovende på siden – føler hun et dybt, løgformet stød af lykke.”

På svangreafdelingen følger vi flere kvinder, der er indlagt forud for deres fødsel. Marie kommer hurtigt ind i billedet og fungerer gennem bogen som den primære hovedperson. Læs mere…

Reklamer

Read Full Post »

IMG_4461

Hvis sandheden skal frem af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (#2), udgivet 2013 på Gyldendal, 557 sider, lånt på biblioteket

Hvis sandheden skal frem er fortsættelsen til Hvad man ikke ved (som jeg har skrevet lidt om her, da jeg gennemgik min bogreol). Bogen handler mest om de tre børn i familien Horn, der nu er blevet voksne eller på vej til at blive det. Ungdomsoprøret spøger stadig i baggrunden, og de tre unge kæmper med at vride sig fri og finde et stå sted i tilværelsen. Der eksperimenteres med sex, stoffer, kærlighed, sandhed, sammenhold og smerte.

Som konceptet er i 1’eren har Marstrand-Jørgensen skabt en fiktiv hovedstad, Farring, hvor den mellemste datter, Flora, bor og hvor det meste af handlingen finder sted. Børnene er vokset op i Vase, en lille forstad til provisnbyen Rossel. Hvad landet hedder, får vi ikke at vide – men resten af verden og verdens begivenheder er genkendelige. Landet er måske ikke Danmark, men en fusion af Norden. Det irriterer mig stadigvæk, at det er nødvendigt at opfinde et land for at fortælle historien, når resten af verden beskrives “au naturel”, bortset fra en enkelt rejse til Sydspidsen. Det generede mig dog mindre end i 1’eren, måske fordi der bruges lidt mindre tid på at iscenesætte eller måske fordi jeg i 2’eren har fået placeret byerne mv. i en sammenhæng.

Bogen foregår fra 1975 til 1992 og der er gang i den med fri sex og stoffer – og lidt mere sex, det er faktisk på grænsen til at blive for meget til tider. Det virker som om der bare er masser af sex, bare fordi – for at understrege og vise tiden, men det kammer altså over visse steder, det er unødvendig understregning af budskabet. Flora, som vel er den primære hovedperson, er ligevel karikeret – det synes jeg især hendes uddannelsesvalg og efterfølgende beskæftigelse viser.

Bogen var sådan set ok, selvom der var flere ting, der generede – og jeg synes ikke den kommer op på højde med Marstrand-Jørgensens bøger om Hildegard, som jeg var meget fascineret og opslugt af, da jeg læste dem for flere år siden.

IMG_4463

IMG_4464

Read Full Post »

Skærmbillede 2015-01-07 kl. 09.09.55

Billedet er lånt fra Hannevibekeholst.dk

Knud, den store af Hanne-Vibeke Holst, læst som e-bog, forlaget Gyldendal, udgivet 2013

Sikke en fantastisk bog at starte ud med i det nye år. Den er simpelthen kuldegysende god, sådan en bog, der kryber helt ind under huden – og bliver der.

Bogen handler om Hanne-Vibeke Holst far, Knud Holst. Det er en bog om at være anderledes, at have et dedikeret mål i livet, om kærlighed, vilje, barndom, familie, venskab, litteratur, alkohol, svigt, utroskab. Knud vokser op i fattigekår hos sin far og mor, der kommer to små brødre til, en overlever ikke. Knud er anderledes og slet ikke en arbejdsmand, som sin far. Han skriver digte, tegner og maler. Han er en følsom dreng. Selvom faderen ikke er meget for det kommer Knud i realen og videre på gymnasiet. Han stifter familie, han skriver, han lever, han går i opløsning. Højt at flyve, dybt at falde.

Jeg er dybt imponeret over hvor følelsesfuldt, barsk og smerteligt, Hanne-Vibeke Holst kan skrive om sin far, om sig selv, om sin familie. Det er så troværdigt og det rammer så hårdt, at jeg næste ikke kan forestille mig, hvordan Hanne-Vibeke Holst må have haft det, mens hun skrev. At hun har kunnet skrive denne bog om sin far, sætte sig i hans sted.

Note:
Det er en vidunerlig smuk, smertefuld og barsk bog om livet. Selvom jeg har læst Hanne-Vibeke Holst før, så skriver hun i denne bog som jeg aldrig har oplevet hende før. Det her en en must-read roman, hvis du spørger mig.

Read Full Post »

“Fortælleren vælger, hvordan virkeligheden ser ud, hvordan de andre personer skal fremstilles, og hvor mange små ironiske “jo”, “nok” og ildelugtende ostemadder, der skal placeres i teksten som tidsindstillede bomber. Hvis den reelle virkelighed er vanskelig at forholde sig til, tilbyder ordene en måde at få hul på den. Men det tager tid.”

IMG_3777

Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger af Louise Zeuthen, udgivet på Gyldendal i 2014, 451 sider, lånt på biblioteket

Louise Zeuthen har en ph.d. i nordisk litteratur og er lektor på Institut  for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU – og det fornægter sig ikke i bogen. Zeuthen inddrager og diskuterer Suzanne Brøggers forfatterskab i relation til SB’s eget liv. Rigtig interessant og tydeligt at Zeuthens litteratærer baggrund og viden gør sig gældende. Hele den debat, der har stået på længe om autofiktion, er interessant at tænke ind i relation til Suzanne Brøgger. Hun siger selv, citeret i biografien, at “Når folk blev chokerede over den barske grufulde virkelighed i Dostojefskys bøger, svarede han: Ok, det er bare en afbleget version af virkeligheden. Virkeligheden er meget værre. Det samme vil jeg sige. Når nogen spørger, om det virkeligt er sandt, om jeg virkelig har oplevet det jeg skriver (…) Jeg må svare, nej, det er bare digt. Hvis jeg skulle skrive mine autentiske memoirer, ville de blive forbudt.”

Suzanne Brøgger har bedt Zeuthen skrive biografien, og har i den forbindelse givet hende adgang til personlige breve og dagbøger. Zeuthen har delt biografien op i emnedele fremfor stramt kronologisk, så kapitlerne hedder fx. “Mor”, “Far”, “Femme fatale”, “Den franske forbindelse”, “Myte” og lignende. Det virkede godt og giver en naturlig fremdrift tidsmæssigt. Det er helt klart en anderledes biografi. Den går meget tæt på, det er dybt personlige forhold, tanker, følelser og relationer der bringes frem i dagens lys. Der er citater fra dagbøger, brevkorrespondancer, tegninger, billeder, ja, selv en liste over erobringer og deres formåen i sengen.

IMG_3778

IMG_3687

Det overrasker mig, hvor personligt det er. Der er hede kærlighedsbreve mellem den purunge Suzanne og hendes ældre franske elsker. Der er store refleksioner i hendes breve, hun skriver modent og velovervejet.  Man fornemmer gennem bogen, hvordan hun modnes og udvikler sig til denne femme fatale, der ikke lader andre bestemme, hvad der kan lade sig gøre.

“Enten lange negle eller krigsreportage, enten seriøse og afdæmpede forfatterminer eller festskrud og eksibitionisme, synes mantraet at lyde.”

“De mange formaninger om, at hun bliver nødt til at vælge mellem intellekt og sexappeal, hvis hun vil tages alvorligt, afvises som “skizofrene” symptomer på en kulturel sygdom.”

Suzanne Brøgger accepterer ikke, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hun rummer så mange modsætninger og handler i modsætninger.

Den tvetydighed hendes forfatterskab og liv rummer er med til at underbygge mytedannelsen – hvad er fiktion hvad er virkelighed?

“Myten er Suzanne Brøggers værn mod ensomhed.” Jeg ser det dog også som en måde at gemme sig på, for på trods af de meget personlige og saftige detaljer, er jeg stadig ikke sikker på, hvem hun er. Var det omvendt mig, der havde udleveret så personlige ting om mig selv og mit liv, ville jeg føle mig hudløst blottet. Brøgger gemmer hverdagen, tiden hvor hun møder sin mand og får et barn, har hun ikke ønsket, Zeuthen skulle skrive om. Suzanne Brøgger påtager sig en rolle, den rolle folk forventer hun påtager sig, og det er faktisk også ret karakteriserende for biografien.

Note:
Det er en god biografi, den er velskrevet, den er interessant og den er detaljeret. Herhjemme har jeg i spøg omtalt den som “Missekatte-bogen” overfor min kæreste, Brøgger er virkelig ikke nærig med detaljerne – heller når det gælder billeder. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke det, jeg fik. Det er positivt ment, for det er en anderledes biografi – og det tager jeg hatten af for.

Jeg kan i øvrigt tilføje, sådan lidt på den #sortlitterærsamvittighed ‘s front, at jeg faktisk aldrig har læst noget af Brøgger. Det er ret pinligt, men nu er det sagt – og på min bestillingsliste på biblioteket er der allerede flere af hendes værker, for hendes biografi har givet mig lyst til at se nærmere på hendes forfatterskab. Hun kan uden tvivl skrive, det vidner de mange brev- og dagbogsuddrag om, og hun er reflekteret og har oplevet mere end almindeligt i sin opvækst når det gælder familierelationer og sexualitet.

IMG_3677

 

Har I læst Brøgger, og hvad kan I anbefale fra hendes forfatterskab?

Read Full Post »

“Du kan måske spørge min mor,” fortsætter pigen, “hun snakker meget med de gamle på plejehjemmet, hvor hun gør rent. Hun ved tit de underligste ting om folk. Hun kommer til begravelsen, altså hvis hun kan få fri. Hun har spurgt, om jeg vil med. Det gør jeg nok. Så meget sker der jo heller ikke heroppe, vel?”

IMG_3722

Og sådan blev det af Maren Uthaug, udgivet af Lindhardt og Ringhof 2013, sideantal 206, lånt på biblioteket

Nena må have smittet mig med sin entusiasme for Maren Uthaug. Jeg tror i hvert fald, det var derfor bogen kom med min hjem fra biblioteket en dag, jeg havde lokket mig familien med derop. Den stod bare der på hylden og var så fin og gul.

Det gør nu bestemt heller ikke noget, den kom med hjem. Det er en fin, underfundig bog om misforstået kærlighed, misforstået omsorg og det smerter at læse om et misforstået barn. Jeg fik en stor trang til at ruske “den onde” stedmor, mine tæer krummede sig sammen – gud, hvor er hun irriterende, og måske i virkeligheden det største barn i fortællingen.

Bogen handler om Risten, der bor med sin samiske mor og norske far langt mod nord. Da forældrene går fra hinanden flytter Risten med sin far til Sønderjylland og kommer nu til at hedde Kirsten. De flytter ind hos Grethe, der netop har modtaget en flok vietnamesiske bådflygtninge, der nu bor i kælderen. Kirsten knytter sig i sin ensomhed til drengen Niels og de to lever i deres helt egen verden. De voksne har ingen en anelse om, hvad der foregår i deres ensomme fællesskab, hvor fantasien får frit løb.

I sit voksenliv genser Risten sin mor og sit samiske barndomshjem helt oppe i Nordnorge, og det bliver naturligvis et møde, der på ingenmåde bliver som forventet.

Bogen er letlæst, men dyb og slet ikke som forventet. Den får en anbefaling med på vejen af mig.

IMG_3762

Read Full Post »

IMG_3386

På kanten af evigheden af Ken Follett (Century Trilogien #3)
Originalsprog engelsk (Edge of Eternity), læst på dansk
Udgivet 2014 på Cicero / Rosinante&Co
Sideantal 1100
Min bogreol

I På kanten af evigheden følger vi tredje generation, forældre og bedsteforældre har plads i henholdsvis Giganternes Fald og Verdens Vinter, i en familie fra Tyskland, to familier fra USA, en familie fra Rusland og to familier fra England. Bogen tager sin begyndelse umiddelbart før Muren gør sit indtog og splitter familier fra hinanden, og den største del af historien foregår under Den Kolde Krig.

Ken Follett formår endnu en gang at skrive en mesterlig historie, hvor personer og historiske begivenheder fletter sig fabelagtigt ind og ud af hinanden. Sproget såvel som historien flyder, så på trods af det enorme sideantal, er bogen let og hurtigt læst. Det er noget tid siden, jeg læste de to første bøger i trilogien, og jeg startede derfor med lige at bladre lidt i dem – og læse det indledende persongalleri igennem. Der er en del personer og personrelationer at holde styr på, men jeg synes Follett lykkes udemærket med små korte bemærkninger om, hvordan det nu er relationerne er, så selvom det kunne nu være sjovt at have de to forgående bøger i helt frisk erindring, er det ikke nødvendigt. Der indgår en del historiske personer, og særligt i en henseende, synes jeg, der bliver manipuleret lige lovligt meget med virkeligheden – mere vil jeg ikke sige om den sag, det vil spoile historien for andre.

Hele serien er anbefalesværdig, jeg synes, Follett er en mester til sit håndværk – og jeg håber, han har spændende, nye projekter i støbeskeen, eller skrivemaskinen, nu hvor Century Trilogien er afsluttet.

IMG_3385

Read Full Post »

“Jeg har tit nok været bange for livet, men aldrig for døden.”

foto 4

 

Tove Ditlevsen Om sig selv, udgivet på Gyldendal i 1975
Lånt på biblioteket

Tove Ditlevsen indleder med at skrive, at det egentlig er lidt skørt at skrive en bog om sit eget forfatterskab, hun siger bl.a. at “Det er lige så umuligt at vurdere det sagligt som at se sig selv i øjnene uden spejl.” Muligvis er det ikke sagligt, men det er bestemt interessant, virkeligt interessant faktisk! 

En af de første forskelle jeg bemærkede ved denne bog og Ditlevsens andre bøger, er helt klart det mere saglige tonefald (ha, så lidt saglighed er der), stadig utrolig velskrevet, men langt mere nøgternt og mindre melankolsk end hendes skønlitteræreudgivelser og digtene. Jeg synes, det er en virkelig fin idé at skrive om sit eget forfatterskab, som læser giver det mig et bedre indblik i tankerne med værkerne og jeg får en større forståelse for både indhold og baggrunden for tilblivelsen af dem. 

foto 8

Bogen er prydet af billeder af Ditlevsen og hendes familie, og er med til at illustrere ord og handling. Der er uddrag af digte, korte noveller (eller essays, som Ditlevsen ynder at kalde dem – hvori er den store forskel?!) og uddrag af skønlitterære værker.

Jeg slugte bogen, jeg synes den er fantastisk – tænk, Ditlevsens ord og tanker om fofatterskabet, jeg er så betaget af. Det er en godbid for Ditlevsens fans, men jeg kan også anbefale andre at læse den. Den giver en god introduktion til Ditlevsens liv og forfatterskab, og jeg er temmelig sikker på, man kun kan få lyst til at dykke længere ned i hendes værker efter endt læsning.

foto 7

Hvordan har I det med at læse bøger om forfattere? Kom gerne med anbefalinger!

 

Read Full Post »

Sus' bogblog

Fantasy, Science Fiction, YA, Romance. Boganmeldelser, Cover Releases, Book Hauls, Kommende Udgivelser.

Book Snob

FOR DISCERNING READERS

Reader's Retrospect

"No two persons ever read the same book." - Edmund Wilson

nenaskov

Min kærlighed til bøger og så meget mere!

GOWNSANDROSES

- mest om bøger og lidt af hvert

Tanker om sproget

- mest om bøger og lidt af hvert

Windblown Pages

The world was hers for the reading

LaRaLiL

- mest om bøger og lidt af hvert

My:minMy

- mest om bøger og lidt af hvert

bare WUNDERBAR

- mest om bøger og lidt af hvert

Annes Køkken

- mest om bøger og lidt af hvert

Bøgernes Univers

- mest om bøger og lidt af hvert

Den lille bogblog

- mest om bøger og lidt af hvert

Paperback Castles

- mest om bøger og lidt af hvert

CookieCrumble

- mest om bøger og lidt af hvert

Anne au Chocolat

- mest om bøger og lidt af hvert