Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Krig’

Skyggernes trone af Leigh Bardugo (Grisha #3), oversat fra engelsk efter “Ruin and Rising”, udgivet på dansk af Forlaget Alvilda i 2017, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 410 sider, 4/5 stjerner

Se også: Grisha #1: Pigen og Mørkningen og Grisha #2: Den sorte kætter

Jeg var virkelig fanget af Den sorte kætter, der var fuldfart på, der blev introduceret nogle interessante nye personer og der kom endnu en konfrontation. I modsætning til Læs mere…

Read Full Post »

IMG_0147

Desertør af Halfdan Pisket (Desertør #1), udgivet 2014 på forlaget Fahrenheit, lånt på biblioteket, 104 sider, 4/5 stjerner

Jeg har læst min første graphic novel. Jep! Jeg troede egentlig ikke det ville ske, da jeg aldrig har været den store tegneserielæser. Imidlertid læste jeg et interview (måske på Politiken?) om Halfdan Pisket, og jeg var ret fascineret af den historie, han fortæller i denne trilogi. Halfdan Pisket fortæller om sin far. Faderen vokser op i hvad der synes at være en konfliktfyldt by, men hvor muslimer og kristne lever fredeligt side om side. Familien er selv et glimrende eksempel – morfaren er muslim og mormoren er kristen og shaman. Men konflikterne når også byen, der ligger i et grænse område mellem Tyrkiet og Armenien, og de små sprækker bliver til store fundamentale revner i Læs mere…

Read Full Post »

IMG_0058

Grisha 1: Pigen og Mørkningen af Leigh Bardugo (oversat fra engelsk efter “Shadow and Bone”), udgivet på Forlaget Alvilda 2015 (org. 2012), modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 349 sider, 3/5 stjerner

Det øde, livsfarlige og mørke Skyggehav deler landet Ravka i to. Pigen Alina er på vej mod Skyggehavet for at krydse det bl.a. sammen med sin barndomsven Mal. På rejsen gennem mørket bliver de angrebet og i et forsøg på at redde sin ven, opdager Alina, at hun har evner, hun ikke anede eksistensen af.

Mørkningen er leder af hæren, af Grisha’erne, og med sine nyopdagede evner får Alina Læs mere…

Read Full Post »

IMG_0246

Og halsen af en svane af Inge Pedersen, udgivet 2006 på Gyldendal, e-bogsudgave 2010, 160 trykte sider

Bogen har undertitlen “Stumper af en roman” og der er tale om små stumper, erindringsglimt om man vil, fortalt af en lille pige. Stedet er Vendsyssel og tiden er under besættelsen. Små pudsige hverdagsglimt, besøg hos mormor, farmor, legekammeraten, der har rigtigt tyggegummi, dasset, ugeblade, gammel ost, jøder, sygdom. Stumperne samler sig og giver et billede af en hverdag, som nok ikke har været ulig mange andres på denne tid, hvor nøjsomhed og sparsommelighed er i højsæde.

Smukt sprog, sådan lidt poetisk til tider, og god virkning med “glimtende” men på en måde mangler jeg lidt mere dybde og fylde i historien.

Read Full Post »

“I nogle af de landsbyer, vi gik igennem, var det, som om afghanerne slet ikke så os, når vi kom gående i vores udrustning, og soldaterne holdt deres gevær i hænderne, som man ikke ser et ar på huden, man har haft i årevis.”

FullSizeRender

Mikael af Dy Plambeck, udgivet 2014 på Gyldendal, læst som e-bog på Mofibo, 266 trykte sider

Bogen handler om journalisten Becky, der er taget til Afghanistan for at lave en reportage til avisen hjemme i Danmark. Hun skal være tre uger i en lille lejr i Bridzar. Hun møder soldaterne Jan og Mikael, lærer lejrlivets trivielle hverdag at kende, sandet, varmen, lugten af brændt lort, varmen. Historien starter i Afghanistan tager os med til Sardinien og til København. Den handler om krig og kærlighed, om frygt, om at komme hjem og om at mangle ord.

Becky oplever en form for skriveblokade, da hun kommer hjem til Danmark igen – og noget tilsvarende gjorde forfatteren, Dy Plambeck, som selv har været i Afghanistan og skrev “Mikael” for at komme over på den anden side. Der er i det hele taget flere ligheder mellem historien og Plambecks oplevelser.

Beskrivelsen af Afghanistan og lejrlivet er meget virkelighedstro, ikke at jeg har været i Afghanistan selv, men alligevel kan jeg se det for mig. Beskrivelserne af de små hverdagsting, badet, toiletterne, teltene giver mig et tydeligere billede og fornemmelse af stedet end jeg før har haft. Jeg har læst andet krigslitteratur, fx I morgen angriber vi igen af Kim Hundevadt – den journalistiske vinkel og interviewet med soldaterne, deres fortællinger, gav mig slet ikke samme billeder på nethinden som Mikael. Det er udentvivl også bogens første del, den der foregår i Afghanistan, der virkede stærkest på mig. Den del der foregår på Sardinien er lidt besynderlig, og delen i Danmark har heller ikke samme styrke.

Der er nogle ting i bogen, der virker lidt for forcerede, virkemidler, der lader til at være medtaget som en forklaring, der ikke er behov for. Mikaels baggrund er tragisk, og det tydeligste eksempel på, ønsket om at give en forklaring på hans soldaterliv og trang til igen og igen at udsætte sig selv for faren ved udsendelse. Men Mikael fungere dårligt i en dansk dagligdag, som er så uendelig langt fra krigszonen og lejrlivet i Bridzar, men måske har han ikke så mange andre muligheder.

Når det er sagt, er det en interessant og velskrevet bog. Plambecks skrivestil er let og flydende, omend med mindre underfundig lune end der findes i Gudfar og Texas Rose.

Note:
“Krigen er et sted, hvor mennesket næsten holder op med at være et menneske, som vi kender det.”

“I krig mister soldaterne delvis deres identitet. De er en person, men de er i høj grad også en funktion…”

Citaterne stammer fra et interessant interview med Dy Plambeck fra Information 13. august 2014 i forbindelse med udgivelsen af Mikael. Du kan læse det lige her.

Jeg er ret vild med beskrivelsen af “at lukke rum ned” som beskrives deri, og som både Mikael og Becky gør, og som givetvis er en nødvendig overlevelsesstrategi når man befinder sig i en krigszone – det rammer mig.

_________________________________________________________________________________________

Hvad har I læst af nyere (dansk) krigslitteratur?

Read Full Post »

IMG_4734

Skammerkrigen af Lene Kaaberbøl (Skammer-serien #4), Gyldendal Lyd, oplæst af Ann-Britt Mathiesen, 10 t, 28 min.

Hele fortællingen om Skammeren og hendes familie kulminerer i denne fjerde og sidste bog, trådene samles – og ting jeg havde spekuleret på om Kaaberbøl ville følge op, men egentlig havde afskrevet – plottet er jo dog en ungdomsbog, så var der tænkt på det. Det glædede mig.

Bogen bliver oplæst af en ny oplæser, og det er altså frygtelig irriterende, at en serie på fire bøger skal læses op af tre forskellige. Endnu en gang bliver sted- og egenavne udtalt forskelligt, og det mere udtalt end tidligere. Oplæseren har forsåvidt en ganske udemærket oplæserstemme, men det fungerer dårligt med skiftende oplæsere, og så talte hun i øvrigt madet som Dronningen. Hun havde også en irriterende vane med at udtale Dina og Davins navne ved kapitelindledningerne, som et spørgsmål – “Dina?” – frygtelig irriterende. Men det hele skal jo ikke handle om oplæseren, selvom denne har en ret stor indflydelse på oplevelsen af en bog. I bund og grund ødelagde hun ikke noget for min oplevelse af selve historien, jeg er vild med den og så glad for, at jeg har fået kendskab til en så fabelagtig historie – og har fået mine øjne op for, at jeg vist alligevel meget godt kan lide fantasy! Sikke en skam at Katriona-bøgerne ikke også findes som lydbøger.

Read Full Post »

“Men almindelige mennesker er ikke som os! Almindelige mennesker er i deres følelsers vold! Almindelige mennesker er drevet af lyst og tilbøjeligheder, disse værdier vil blomstre. Og de er farlige, de er forførende, de er kortsynede og overfladiske, de fører til dovenskab, slaphed og misundelse! Det er ikke nødvendigt at sige, at de ikke må vinde indpas i familien Bruchfontaine!”

IMG_4370

Familien Bruchfontaine af Keld Conradsen, udgivet i 2014 på forlaget Modtryk, 344 sider, lånt på biblioteket

Otto Bruchfontaine er tysker, har kæmpet i den tyskehær i Afrika.  Da 1. verdenskrig slutter, og han som krigsfange skal oplyse sin herkomst, fortæller han, at han stammer fra Egernsund – der netop igen er blevet dansk efter Genforeningen. I Afrika har Otto fået næse for forretning, og i Egernsund beslutter han, at han vil starte sin egen. Han gifter sig med teglværksejerens datter, Dagmar, og sammen starter de et forretningsimperium og  et familieimperium ligeså.

Der er lagt op til en helt skøn familiekrønike, hvor flere generationers liv udfolder sig – og selvom jeg egentlig meget godt kan lide bogen, så synes jeg desværre også, at Conradsen falder lidt igennem. I bøger som Guillous serie om Det Store Århundrede og Folletts Centry-trilogi blev fortællingens personer levende for mig, det gør de ikke på samme måde her. Måske er det ikke fair at sammenligne store, tykke bøger og lange serier med en familiekrønike på knap 350 sider – på den anden side vil Conradsen ligeså meget og jeg synes langt hen ad vejen, der er et rigtig godt potientiale for en interessant bog. Manglerne i min optik er, som nævnt, at personerne ikke bliver levende – jeg tror ikke helt på dem, en del af handlingen går enormt hurtigt, og der skøjtes henover det – så vi kan nå til “den egentlige hovedperson”, Valdemar, der er tredjegeneration af Bruchfontaine. Med Valdemar lykkedes det i glimt at skabe en “rigtig” person, men der er også noget forceret og utroværdigt over hans person. Derudover fandt jeg nogle af handlingerne i bogen besynderlige – og nogle af personernes handlemønster og tankegang koldt – men det sidste er måske bare mig, for der findes (sikkert) mennesker, der sætter deres forretning og den “samlede” familie højere end det enkelte familiemedlem. Særligt besynderlig og egentlig temmelig utroværdig finder jeg slutningen, jeg kan naturligvis ikke sige præcis hvorfor, så røber jeg jo det hele – men jeg kan bare ikke forestille mig, det vil være en naturlig reaktion.

Hvorom alting er, så er der potientiale for en rigtig, god familiekrønike, som jeg tror kunne være fortalt bedre på flere sider – der bliver skøjtet henover mange episoder, der er mange personer, og det er ikke muligt at komme nok ind under huden på dem, på det relativt korte sideantal. Selvom slutningen ikke falder i min smag, kan jeg godt se, at Conradsen binder en form for sløjfe om fortællingen – jeg synes blot ikke, det er troværdigt. Jeg tror dog virkelig, jeg ville kunne være blevet blæst helt væk, hvis bare handlingen og personerne havde haft flere sider at udfolde sig på – så tror jeg godt, jeg kunne se bort fra små irriterende momenter som spørgsmål ala “Hvad følte Otte ved Y’s xxx?” “Vidste han det selv?” “Følte han andet end…. (bla bla)?” “Hvad lavede Y på gaden kl ti om aftenen?” “Hvorfor havde… (bla bla)?” (Ja, altså, jeg har skrevet lidt om i spørgsmålene, der står hverken Y, xxx eller bla bla i bogen – men jeg vil ikke røbe noget, vel!) – og de nævnte spørgsmål kommer ud i en køre i et afsnit og det er bare irriterende.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige, jeg ikke kan lide bogen – det ville langt fra være sandt. Jeg kan se dens mangler, jeg kan se dens potientiale og jeg kan ærger mig over, potientialet ikke bliver grebet og omsat til en helt forrygende familiekrønike.

FullSizeRender

FullSizeRender 2

Read Full Post »

Older Posts »

Sus' bogblog

Fantasy, Science Fiction, YA, Romance. Boganmeldelser, Cover Releases, Book Hauls, Kommende Udgivelser.

Book Snob

FOR DISCERNING READERS

Reader's Retrospect

"No two persons ever read the same book." - Edmund Wilson

nenaskov

Min kærlighed til bøger og så meget mere!

GOWNSANDROSES

- mest om bøger og lidt af hvert

Tanker om sproget

- mest om bøger og lidt af hvert

Windblown Pages

The world was hers for the reading

LaRaLiL

- mest om bøger og lidt af hvert

My:minMy

- mest om bøger og lidt af hvert

bare WUNDERBAR

- mest om bøger og lidt af hvert

Annes Køkken

- mest om bøger og lidt af hvert

Bøgernes Univers

- mest om bøger og lidt af hvert

Den lille bogblog

- mest om bøger og lidt af hvert

Paperback Castles

- mest om bøger og lidt af hvert

CookieCrumble

- mest om bøger og lidt af hvert

Anne au Chocolat

- mest om bøger og lidt af hvert