Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Norge’

Hvor der er fugle af Maren Uthaug, udgivet 2017 af forlaget Lindhardt og Ringhof, modtaget til anmeldelse/sponsoreret af Bog&Idé, læst med læseklubben, 304 sider, 4/5 stjerner

Maren Uthaug kan noget med ord. Tegne kan hun også – men for nu handler det om ord. Og så alligevel. Ordbilleder. Med sit levende sprog maler Uthaug et billede af en dysfunktionel familie, om alle de misforståede hensyn, der bliver taget – som der slet, slet ikke kommer noget godt ud af. Tværtimod. Læs mere…

Reklamer

Read Full Post »

IMG_4822

Det forjættede land af Toril Brekke (#3), org. “Det lovede land”, udgivet 2011 på Forlaget Hovedland, 405 sider, lånt på biblioteket

Bogen er en selvstændig fortsættelse af Drømmen om Amerika og Guldfeber. Jeg har læst de to andre bøger i serien, men det er flere år siden og jeg kan på ingen måde huske handlingen særlig detaljeret. Så jeg vil sige, bogen sagtens kan læses for sig selv.

I Norge bor Agnes alene med sin far, og en dag møder hun drengen Lasse, som bor i fattige kår med sine plejeforældre. Der opstår noget magisk mellem de to – og da de i deres ungdomsår igen møder hinanden, findes båndet mellem dem stadig. Lasse rejser til Amerika, i virkeligheden flygter han til Amerika, da han mere eller mindre uretmæssigt stjæler en frakke. Agnes hører om udåden og er i øvrigt forlovet væk til en anden mand. I Amerika kan Lasse ikke glemme Agnes og derfor sender han et kort brev om, hvor han befinder sig. Brevet giver Agnes lyst til at rejse efter Lasse til Amerika.

Jeg er ret glad for nybygger- og udvandringsromaner og naturligvis blev jeg glad, da jeg opdagede, at der var kommet en tredje bog i en god serie. Det starter godt ud, jeg synes lige tiden i Norge skal overstås, men ellers er historien god. Fortællingervinklen skifter mellem Lasse og Agnes. Jeg må dog sige, at jo længere jeg kom i bogen jo mindre kunne jeg li’ historie. Det irriterede mig grænseløst, at forfatteren – i mangel af bedre idéer, vil jeg tro – lader personer dø. Det er som om, hun ikke lige ved hvordan hun ellers skal komme af med dem eller komme udenom den “klemme” de kan få for historie – og så skaffer hun dem af vejen. Det bliver mere og mere tydeligt jo længere man kommer ind i bogen, og jeg er næste tilbøjelig til at sige, at det ødelagde den for mig. Det er simpelthen et for billigt og uprofessionelt trick. Jeg anbefaler gerne de to første bøger i serien, og så må I selv afgøre om, I vil have fornøjelsen af den tredje også.

Read Full Post »

“Du kan måske spørge min mor,” fortsætter pigen, “hun snakker meget med de gamle på plejehjemmet, hvor hun gør rent. Hun ved tit de underligste ting om folk. Hun kommer til begravelsen, altså hvis hun kan få fri. Hun har spurgt, om jeg vil med. Det gør jeg nok. Så meget sker der jo heller ikke heroppe, vel?”

IMG_3722

Og sådan blev det af Maren Uthaug, udgivet af Lindhardt og Ringhof 2013, sideantal 206, lånt på biblioteket

Nena må have smittet mig med sin entusiasme for Maren Uthaug. Jeg tror i hvert fald, det var derfor bogen kom med min hjem fra biblioteket en dag, jeg havde lokket mig familien med derop. Den stod bare der på hylden og var så fin og gul.

Det gør nu bestemt heller ikke noget, den kom med hjem. Det er en fin, underfundig bog om misforstået kærlighed, misforstået omsorg og det smerter at læse om et misforstået barn. Jeg fik en stor trang til at ruske “den onde” stedmor, mine tæer krummede sig sammen – gud, hvor er hun irriterende, og måske i virkeligheden det største barn i fortællingen.

Bogen handler om Risten, der bor med sin samiske mor og norske far langt mod nord. Da forældrene går fra hinanden flytter Risten med sin far til Sønderjylland og kommer nu til at hedde Kirsten. De flytter ind hos Grethe, der netop har modtaget en flok vietnamesiske bådflygtninge, der nu bor i kælderen. Kirsten knytter sig i sin ensomhed til drengen Niels og de to lever i deres helt egen verden. De voksne har ingen en anelse om, hvad der foregår i deres ensomme fællesskab, hvor fantasien får frit løb.

I sit voksenliv genser Risten sin mor og sit samiske barndomshjem helt oppe i Nordnorge, og det bliver naturligvis et møde, der på ingenmåde bliver som forventet.

Bogen er letlæst, men dyb og slet ikke som forventet. Den får en anbefaling med på vejen af mig.

IMG_3762

Read Full Post »

“Vi ved mere om adelen end om almuen, mere om mændene end om kvinderne, og vi ved mere om de voksne end om børnene. Allermindst ved vi om pigerne. Det gælder også kongedøtre.”

IMG_3619

IMG_3545

Jomfruen fra Norge af Tore Skeie, udgivet på dansk i 2014 (org. 2012), 317 sider, anmeldereksemplar fra Gads Forlag

“Hun blev et symbol på det, de havde mistet, på en forgangen og romantiseret tid. De kaldte hende “The Maiden of Norway” – jomfruen fra Norge.”

Trods titlen, handler bogen ikke om Jomfruen af Norge. Alligevel er jomfruen (eller jomfruerne, der er flere) hovedpersonen, fordi alting sker med hende som omdrejningspunkt. Jomfruen er en overordentlig vigtig brik i det politiske magtspil i middelalderens Skandinavien. Piger på denne tid har ringe værdi i forhold til sønner, men da denne jomfru, ikke har nogen brødre, er hendes værdi langt større end sædvanligt. Men hvem skal være den heldige? Jomfruen bliver allerede som helt lille lovet bort, hendes rolle som diplomatisk virkemiddel er en yderst vigtig for hvilken vej magtbalancen tipper, og for Norges fremtid. Loyalitet er en by i Rusland, familiebånd og søskendekærlighed er nærmest ikke eksisterende – enhver er sig selv nærmest, og det er helt almindeligt at være “vendekåbe”, hvis det er til egen fordel. Den lille jomfru bliver lovet bort mere end en gang, tiderne skifter, og den mest fordelagtige ægtemand er ikke nødvendigvis den samme fra år til år.

Tore Skeies bog er ikke en roman, den er heller ikke en tung historisk kilde. Bag på bogen står, der om Skeie, at han er en krydsning mellem en historiker og en forfatter – og det er faktisk helt rammende for, hvordan man skal karakterisere bogen, for med det i mente, forstår man, at der er tale om en historisk korrekt fortælling pakket ind som en roman. Skeie inddrager kilderne i sin tekst, og diskuterer dem – for at give læseren en forståelse af kildernes troværdighed eller mangel på samme. Han er endvidere god til at hjælpe læseren med at forstå, hvordan f.eks. tidens ridderkultur opfattes i samtiden eller hvad “den lille istid” er – det er derfor ikke en forudsætning, at man som læser har en stor baggrundsviden om tiden, for at forstå historien og den historiske sammenhæng.

Det er en interessant bog, og kan du lide at blive klogere på historie, riddere, magt, ære, politik, konger og skønjomfruer, så kan jeg anbefale dig at læse bogen – du må blot ikke forvente en skønlitterær historisk roman – den her bog kan noget andet.

I øvrigt er jeg helt vild med indpakningen. Bogen er simpelthen så fin med guldmotiv på sort baggrund med røde detaljer. Det giver ekstra plusser i min bog, at det visuelle også er lækkert.

IMG_3618

Kender I andre gode historiske fortællinger? Og har I læst denne her?

Read Full Post »

“Det slår hende, at historierne ikke kun findes i bøgerne. Mens romaner bliver skrevet og læst, kæmper alle for at holde deres egne historier skjult.”

Herbjørg Wassmo

 

Disse Øjeblikke af Herbjørg Wassmo (fra norsk Disse øyeblikke)
Udgivet 2013
Forlag Lindhardt og Ringhof
Sideantal 287
Lånt på biblioteket

Det her er en helt klassisk Wassmo-roman, den underspillede incest, der lurer bag horisonten; faderen, der beskrives som “ham” – det er set før, men det gør ikke bogen mindre læseværdig.

Jeg er ikke helt klar over, om der er tale om en selvbiografisk bog eller ej, men under alle omstændigheder, har den i hvert fald visse selvbiografisketræk. Den beskriver en ung pige, der vokser op med sin mor, far og søster. Man følger hende fra den tidlige ungdom, hvor hun bliver gravid og til hun er en etableret forfatter – og børnene er fløjet fra reden. Lighedstrækkende til Wassmos eget liv er ikke svære at få øje på! Der er endvidere en del referencer til andre af Wassmos romaner i bogen.

Personerne i bogen har ingen navne, men omtales alle som “han, hun, moren, faren, søsteren, manden, drengen, pigen, børnene” osv. – et enkelt sted har en digterinde dog et navn, men ellers er personerne navneløse. Visse steder forvirrede det mig lidt – især i starten fik jeg ikke helt fat i hvem hun bliver gjort gravid af – og hvem hun bliver gift med. Ellers er det ok – det giver en fornemmelse af, at det kan være hvem som helst, hvor som helst, når som helst. Og så alligevel ikke – for udover hentydninger til sit forfatterskab, kan man også fornemme tiden i romanen. Der omtales en forfatter, som jeg gættede måtte være Hamsun – og google gav mig ret. 2. verdenskrig er med, efterkrigstiden mv., så det er ikke vanskelig at placere romanen tidsmæssigt – men alligvel giver navneløsheden den et tidsløst præg.

Jeg synes virkelig Wassmo er tilbage, hvor hun er bedst med denne roman – jeg var ikke så vild med “Et glas mælk, tak”, men det her er Wassmo, som jeg kender hende.

foto 5

Read Full Post »

Sus' bogblog

Fantasy, Science Fiction, YA, Romance. Boganmeldelser, Cover Releases, Book Hauls, Kommende Udgivelser.

Book Snob

FOR DISCERNING READERS

Reader's Retrospect

"No two persons ever read the same book." - Edmund Wilson

nenaskov

Min kærlighed til bøger og så meget mere!

GOWNSANDROSES

- mest om bøger og lidt af hvert

Tanker om sproget

- mest om bøger og lidt af hvert

Windblown Pages

The world was hers for the reading

LaRaLiL

- mest om bøger og lidt af hvert

My:minMy

- mest om bøger og lidt af hvert

bare WUNDERBAR

- mest om bøger og lidt af hvert

Annes Køkken

- mest om bøger og lidt af hvert

Bøgernes Univers

- mest om bøger og lidt af hvert

Den lille bogblog

- mest om bøger og lidt af hvert

Paperback Castles

- mest om bøger og lidt af hvert

CookieCrumble

- mest om bøger og lidt af hvert

Anne au Chocolat

- mest om bøger og lidt af hvert